Himmelrummets koordinatsystem

Ækvatorsystemet er nok det mest brugte koordinatsystem over himmelrummet. Det er også det koordinatsystem der er mest i familie med jordoverfladens geografiske koordinatsystem fordi det benytter samme grundplan og de samme poler. Projektionen af jordoverfladens ækvator på himmelkuglen kaldes himlens ækvator. På samme måde danner projektionerne af Jordens poler himlens nord- og sydpol.

Der er dog en afgørende forskel på ækvatorsystemet og det geografiske koordinatsystem: Det geografiske koordinatsystem er bundet til Jorden og roterer sammen med Jorden. Ækvatorsystemet er bundet til stjernerne^[1], så ækvatorsystemet ser ud til at rotere over himlen sammen med stjernerne. I virkeligheden er det jo Jorden der roterer i forhold til de relativt ubevægelige stjerner.

Den breddeagtige (tilsvarende breddegraden) vinkel i ækvatorsystemet kaldes deklinationen (forkortes Dekl.). Den angiver vinklen fra objektet til himlens ækvator. Den længdeagtige vinkel kaldes rektascensionen (forkortes RA). Den angiver objektets vinkel fra forårspunktet regnet mod øst.. I modsætning til alm. længdegrader måles rektascension i timer, minutter og sekunder i stedet for grader fordi den tilsyneladende rotation af ækvatorsystemet hænger nøje sammen med den sideriske tid og timevinklen. Stjernehimlen roterer én gang rundt på 24 timer, så én times rektascension svarer til 15 grader (360 grader / 24 timer).

Horisontsystemet bruger din lokale horisont som grundplan. Dette deler meget bekvemt himmelrummet op i to halvkugler: Den øvre halvkugle som du kan se, og den nedre halvkugle som Jorden skjuler. Polen i den synlige halvkugle kaldes zenit. Polen i den skjulte halvkugle kaldes nadir (Z'). Vinklen til et objekt over/under horisonten kaldes højden (forkortes Høj. eller Alt.). Vinklen til et objekt rundt langs horisonten (målt fra nord mod øst) kaldes azimut. Horisontsystemet kaldes også somme tider Høj/Az- (Alt/Az-) koordinatsystemet.

Horisontsystemet er bundet til Jorden, ikke stjernerne. Derfor ændrer et objekts højde og azimut sig over tid, efterhånden som objektet ser ud til at bevæge sig hen over himlen. Fordi horisontsystemet tager udgangspunkt i din lokale horisont, vil det samme objekt observeret på samme tid fra et andet sted have andre værdier af højde og azimut.

Værdierne i horisontsystemet er meget værdifulde når man vil bestemme et objekts opgangs- og nedgangstid et bestemt sted. Når et objekts højde er 0 grader, er det enten ved at stå op (hvis dets azimut er < 180 grader) eller ved at gå ned (hvis dets azimut er > 180 grader).

Ekliptikasystemet bruger ekliptika som det grundplan. Ekliptika er den bane Solen ser ud til at tage over himlen gennem et år. Det er også projektionen af Jordens egen bane om Solen på himmelkuglen. Breddegradsvinklen kaldes ekliptisk bredde, og længdegradsvinklen kaldes ekliptisk længde. Forårspunktet er nulpunktet for den ekliptiske længde, ligesom det er for rektascensionen i ækvatorsystemet.

Hvad skal sådan et koordinatsystem nu gøre godt for? Hvis du foreslår at beskrive objekter i solsystemet, er du ikke helt galt på den! Alle planeternes baner (undtagen Plutos) ligger næsten på ekliptika (dvs. de har altid en meget lille ekliptisk bredde).

Mælkevejssystemet (galaksesystemet) bruger Mælkevejen som grundplan. Her kaldes breddevinklen galaktisk bredde, og længdevinklen hedder galaktisk længde. Dette koordinatsystem er nyttigt når man vil beskrive galaksen selv. Eksempelvis kunne man være interesseret i at beskrive hvordan stjernernes tæthed ændrer sig som funktion af deres galaktiske bredde, for at se hvor meget Mælkevejens skive er fladtrykt.